Hospitalsdrift er nok lige så vanskelig at styre som kønsdriften og jernbanedriften. De to sidste er ‘lånt’ fra et citat fra år 1900 – dvs. længe før vi fik supersygehuse og de fleste af de mediciner, vi kender i dag.
Stive regnskabssystemer
Derfor har moderne DJØF’ere og andre med forstand på administration af store enheder nu i mange år lavet budgetter og regnskaber i stakkevis, også for hospitalerne. Og er kommet op med et system, som sætter pris på en lang række ydelser, som de danske hospitaler leverer. Det kaldes DRG-takster.
DRG står for diagnosis–related group – dvs. at taksterne er prisen for en given behandling. Der er (lidt variation fra land til land) omkring 1.000 forskellige ‘varenumre’ på hospitalernes hylder. Priserne fastsættes selvfølgelig nationalt.
Så når en migræniker træder over dørtærsklen til en hovedpineklinik på et offentligt hospital, udskrives der samtidig en regning på 19.833 kr (2020 priser). En hjernerystelse koster derimod kun 4.588 kr. En overnatning i en hospitalsseng koster i omegnen af 8.000 kr.
Der er selvfølgelig ikke faste priser på alt, hvad et hospital leverer. Men hele hospitalets opbygning er baseret på at tælle de aktiviteter, som er prissat.
Migrænikere er ikke en standard-vare
Migrænikerne på hospitalsafdelingerne er relativt lette at budgettere. De står på ventelister, så alle ved præcis, hvor mange patienter, der kommer på en given dato, langt frem i tiden. Der kan lægges vagtplaner, så lægerne kan se, hvad de skal klare på en given dag.
Men vagtplaner med nøje afmålt tid til hver patient giver ikke mulighed for at gå i dybden med de patienter, som måske har en speciel type migræne. Patienten siger – måske – et eller andet, som burde få lægen til at tænke på, om dette er en Horton patient eller en patient med hemiplegisk migræne – eller noget helt tredje. Og så passer denne patient ikke helt ind i de rutiner, som er indbygget i lægernes vejledninger, der er ikke tid til en lille ekstra snak og en forklaring til patienten om hvad der måske skal iværksættes.
For vejledningerne passer (forhåbentlig) til en standard model-migræniker. Der tages ikke hensyn til, om migrænen er sekundær, dvs. en sidegevinst til en anden sygdom, eller om migrænen er udløst af noget patienten gør, eller spiser eller drikker, eller om der er psykiske faktorer, som udløser anfaldene. Eller en af de mange andre triggere.
Det kan KUN være lægens ansvar (dvs. ikke patientens) at stille alle de vigtige spørgsmål (som ikke er omtalt i vejledningerne) og opfange de små tegn på, at denne patient ikke er som standard-modellen. Det kræver tid, empati og nysgerrighed fra lægens side.
Det giver DRG-systemet ikke plads til. Hverken for migrænebehandlingen eller for behandlingen af andre sygdomme.
Men det letter givetvis budgetlægningen for hospitalsdriften.
