Vores nye CGRP-mediciner markedsføres ved hjælp af snyd.
Her kommer et eksempel på den forebyggende virkningen af Emgality (Galcanezumab) på Hortons hovedpine* . Det kaldes også Cluster headache eller klyngehovedpine. Det er tilbagevendende hovedpiner, som er endnu mere smertefulde end migræne. Patienternes reaktion på virkningen (eller en manglende virkning) af medicinen er måske lidt stærkere, end hvis resultaterne var for migrænikere.
* Desværre ligger den fulde artikel bag en betalingsmur. Jeg har derfor kopieret den vigtigste graf og sat den ind nedenfor (med de grønne søjler).
Lige netop dette eksempel indeholder alle de data, som er nødvendige for at regne ud, hvor mange personer, der faktisk fik den forventede lindring. Alle data var korrigeret for placebovirkningen, inden de blev publiceret.
Vi kender antal resterende deltagere i undersøgelsen (164 deltagere ved dag nul, 156 deltagere efter 1 måned, 102 deltagere efter 6 måneder og 75 deltagere efter 12 måneder). Vi ved også hvor mange procent af de resterende deltagere, der f.eks. fik det virkelig meget bedre. Mere end halvdelen af de oprindelige deltagere forlod undersøgelsen inden der var gået 12 måneder.
Et smart beregningstrick
Forfatterne til publikationen valgte at vise, hvor stor en procentdel af de tilbageblevne forsøgsdeltagere, som havde det rigtigt meget bedre, meget bedre, lidt bedre, ingen ændringer, lidt værre og meget værre efter 3, 6 og 12 måneder. Det er ikke de samme mål, som vi oftest ser for tilsvarende undersøgelser for migrænikere. Så vi kan ikke direkte overføre resultaterne til de mange tilsvarende undersøgelser for CGRP’s virkning på migræne. Men vi kan fint lære lidt af artiklen. Den får os til at tro, at virkningen af medicinen er meget bedre, end den reelt er, set fra patienternes vinkel. Samme trick bruges i langt de fleste undersøgelser af CGRP-midlernes virkning på migræne. De viser nemlig, ligesom her, resultaterne i procent af de tilbageværende deltagere. Deltagere, som oplever at få det bedre, fortsætter selvfølgelig med behandlingen, mens de, der har det skidt, forsvinder fra projektet.
Derfor viser forskernes graf (ovenfor), at jo længere tid Horton-patienterne tager medicinen, jo større procentdel oplever, at de får det virkelig meget bedre. Lyder det forjættende? Ja. Men det er kun, fordi ca. halvdelen af deltagerne i forsøget opgiver og udgår af beregningerne inden de 12 måneder projektet varer, er gået.
Det er vildledning at beregne effekten som procent af tilbageværende forsøgsdeltagere
Antallet, som får det virkelig meget bedre, er derimod svagt faldende i løbet af undersøgelsesperioden (se grafen med blå baggrund). De, som får den super gode effekt, forlader selvfølgelig ikke forsøget i stort tal. Det gør de, som får en lille bedring derimod (de grønne søjler i grafen med den blå baggrund). De oplever formentlig, at virkningen ikke står mål med eventuelle ubehag fra medicinen. Og så stopper de behandlingen.
Ud fra artiklens data kan man også beregne antallet af personer, som fik den gode virkning (grafen med den blå baggrund). Denne graf er knapt så imponerende som forfatternes, men måske mere ærlig set fra patienternes side. De går ind til behandlingen (i et forsøg eller normal behandling) med en forhåbning om, at de vil få det bedre.
Kun omkring 20% af de oprindelige 164 forsøgsdeltagere fik det rigtigt meget bedre. Det er sådan cirka det halve af, hvad undersøgelsens forfattere prøver at få læserne til at tro (grafen i begyndelsen af denne tekst, med de grønne søjler).
Tricket med at vise de gode virkninger som % af de tilbageblevne deltagere er rent snyd
Forfatternes graf med de grønne søjler giver indtryk at, at deltagerne i projektet med tiden har en stigende sandsynlighed for at få den gode virkning. Det er desværre ikke realiteten. Selv i gruppen, som selv mener de har fået det rigtigt meget bedre, er der et lille frafald med tiden. Det kan der være mange gode grunde til.
Men ser vi på de gule søjler (dem som ‘kun’ fik det meget bedre) i grafen med den lyserøde baggrund, kommer der et betydeligt frafald inden der er gået 12 måneder. Måske opvejede den gode virkning alligevel ikke helt bivirkningerne? Det kan vi ikke vide. Men de grønne søjler i grafen med den lyserøde baggrund (dem som fik det lidt bedre) viser den samme tendens, blot kommer faldet tidligere. Det tyder på, at disse deltageret bestemt ikke var helt tilfredse med behandlingen.
Man skal nok ikke tro, at CGRP-midlernes effekt kommer efter nogen tid
Så tiden arbejder ikke for at deltagerne med tiden får en bedre virkning. Selv dem, som sagde, de fik det meget bedre (de gule søjler, men ikke virkelig meget bedre) efter 1 og 3 måneder, gav op inden der var gået 12 måneder. Måske aftog virkningen for dem? Måske var bivirkningerne trods bedringen netop så belastende, at de gav op? Det ved vi ikke. De, der fik det lidt bedre af medicinen (de grønne søjler), gav op hurtigere end dem, som fik det meget bedre.
Men dem med den virkelig gode bedring (de røde søjler) holdt ved.
Det er da super fint, at hver femte forsøgsdeltager fik en stabil bedring, og – må vi antage – et bedre liv af behandlingen.
Men der er mange skuffelser gemt i disse data. Her er de synliggjorte, fordi en forskergruppe har været villige til at publicere tilstrækkelige oplysninger, til at vi kan se de faktiske resultater. Som klart er meget mindre imponerende end det, som forskerne viste i deres grafer.
Måske er forklaringen på denne åbenhjertighed, at projektets primære formål var at undersøge bivirkningernes effekt på deltagerne. Så det har ikke været en prioritet at fortælle, hvor fantastisk virkningen af medicinen var.
Som migræniker kan jeg kun støtte at bruge den lyserøde graf som grundlag for forståelsen af medicinernes virkning. Jeg vil gerne vide, om jeg har en reel chance (og hvor stor den er) for at få den gode virkning.
Holder denne type markedsføring i længden?
Som medicinproducent ville jeg nok prøve at få ’kunderne’ (læger og patienter) til at mene, at den udgave, som kom i den videnskabelige artikel, er den man skal tro på.
Men efterhånden som vi (patienter og læger) får mere erfaring med disse midler, vil der nok brede sig en opfattelse af, at der er lidt for mange skuffelser. Ærlighed varer længst.
Som sundhedsmyndighed, som gerne vil få mest muligt for pengene, ville jeg nok også hælde til patienternes holdning.
Eller med andre ord: vi (patienterne og sundhedsvæsenet) bliver snydt. Vi får at vide at omkring halvdelen af Horton-patienterne vil få det virkelig meget bedre af Galcanezumab. I virkeligheden er det kun hver femte.
Det samme finder vi igen og igen i lignende projekter med forebyggende CGRP-mediciner mod migræne. Den reelle succesrate er omkring 20%. Dvs. ca. hver 5, som prøver de nye mediciner, får en halvering af migrænedagene. For Horton-patienterne handler det mere om livskvalitet, som er knapt så veldefineret.
Er det god markedsføring? Nej – den slags bliver opdaget. Men det booster nok salget i en kort periode.
Ja – det er den beregningsmåde, som oftest (tror jeg – har ikke talt) bruges. Det ser jo godt ud, når der bliver flere og flere glade brugere i løbet af de første måneder. Så længe det står i teksten at det er sådan, resultaterne er beregnet, er det teknisk set ikke snyd.
Og vi (både patienter og læger) husker de fine grafer, hvor halvdelen af (de tilbageværende) brugerne får en fin virkning.
Jeg pusler med en lidt større gennemgang med flere artikler som basis.
Tak for en oplysende artikel. Ved du om der er tilsvarende resultater for de andre CGPR midler, der bruges i DK?