“Du skal medicin-saneres, inden vi kan give dig forebyggende medicin. Uanset om du har været igennem en medicinsanering flere gang tidligere. For uden medicinsaneringen ved vi jo ikke, om du får det bedre af at tage det forebyggende middel!”
Lyder det bekendt? Måske især, hvis du har kronisk migræne – i den forstand, at en medicinsanering ikke ændrer på antallet af migrænedage. Hvor mange migrænikere er der i denne gruppe? Det ved vi ikke med bestemthed. Men nogle tusinder er der i hvert fald her i landet.
Læger skal give os livskvalitet
Min holdning er, at lægers første og vigtigste opgave er, at give os, patienterne, et godt liv, som så vidt muligt er uden væsenlige smerter og andre gener. Jo, der kan være situationer, hvor vi skal gennem en smertefuld proces, men den skal have et klart defineret formål, og vi skal forstå, hvorfor vi skal gennem smerterne.
Helsinki-deklarationen for lægelig gerning er den internationale aftale, som definerer, hvad læger kan tillade sig. I afsnit 14 står der (min fremhævning):
14. Physicians who combine medical research with medical care should involve their patients in research only to the extent that this is justified by its potential preventive, diagnostic or therapeutic value and if the physician has good reason to believe that participation in the research study will not adversely affect the health of the patients who serve as research subjects.
På dansk betyder det, at læger skal have god grund til at antage, at patienter i et forsøg ikke får forringet helbred af at være med i forsøget.
Danske læger pådutter migrænikere smerter i den daglige praksis
Jeg forstår dog godt, at man i forsøg kan komme i situationer, hvor der er noget, som gør ondt. Men det bør bestemt ikke være ‘normalen’ i den daglige behandling.
Når det gælder en rutinemæssig behandling, så har jeg svært ved at se, at det er nødvendigt at gå gennem en medicin-sanering, inden man får en forebyggende behandling. Langt de fleste danske læger kræver en medicin-sanering inden en forebyggende behandling, både når vi taler om de ‘gamle’ forebyggende midler som beta-blokkere og epilepsi-medicin, og nu om de nye CGRP-antistoffer.
I USA er der helt andre toner. Tag forebyggende medicin – så går forbruget af anfaldsmedicin ned, og MOH forsvinder ganske af sig selv (rul ned til “Treating rebound headaches”) er devisen fra Harvard Medical School. Ikke noget med en skærsild, inden man får nøglerne til den forebyggende medicin. Og det er helt OK at kombinere to forebyggende midler.
Det danske lægeløfte siger intet om at læger skal lindre og undgå unødige smerter. Det handler ‘kun’ om tavshed, at man ikke må behandle mennesker med forskellig baggrund forskelligt, og at lægen skal beflitte sig på at anvende sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og medmenneskernes gavn. De sidste to ord kan måske med nogen litterær frihed læses som, at lægerne ikke må påføre patienterne unødige smerter.
De amerikanske læger anbefaler ikke en medicinsanering inden brug af forebyggende midler. De er bare glade for de gode resultater, de får. Enhver bedring som f.eks. resultat af en forebyggende behandling, er et godt resultat. Er der ingen bedring – så virkede behandlingen ikke.
Danmarks patienter er godt beskrevne i databaser
Her i landet er de danske patienters data opsamlet i store databaser. Alle kan kikke i dele af det store database-system, (se f.eks. Medstat som er delvis åben for alle). Vi, almindelige borgere, kan ikke se personfølsomme oplysninger, men forskere kan få speciel tilladelse til at trække visse data ud.
Det er et overordentligt flot grundmateriale, hvis man vil forske i effekten af en medicin. Og ja, jeg er glad for og stolt over, at vores databaser kan bruges til at forskere kan redde liv. Måske ikke lige migrænikeres liv, men alligevel.
Men det giver ikke vores læger carte blanche til at kræve, at migrænikerne skal gå gennem perioder uden anfaldsmedicin, før de kan få forebyggende medicin. Det er jo ikke forsøg vi her taler om. Det er behandling, som har til formål, at give migrænikeren et bedre liv. Bedre vil nok i de fleste tilfælde handle om færre migrænedage.
For patienten er det livskvaliteten under og efter behandlingen, som er vigtig. For en forsker vil fokus være på, hvor stor ændringen i migrænedage er, alene på grund af den ‘nye’ behandling. Men det sker i forsknings-regi, med forsøgspersonens skriftlige accept – ikke i konsultationen.
Så jeg sidder tilbage med følgende tanker:
1. De danske migrænelæger bruger alle de migrænikere, som tilbydes forebyggende behandling, som (potentielle) forsøgspersoner.
2. De danske læger har ‘glemt’, at det er voldsomt ubehageligt at have migræne, som ikke bliver behandlet.
3. De danske læger blander forskning og behandling sammen i konsultationen.
Alle tre muligheder giver mig en dårlig smag i munden.