En del migrænikere i og omkring Region Hovedstaden har oplevet, at Dansk Hovedpinecenter (DHC) ikke kunne tilbyde injektioner med Aimovig. Årsagen var, at Rigshospitalet skulle betale en lille del af prisen på denne nye medicin. Det var der ikke plads til i hospitalets budgettet. Derfor kunne DHC desværre ikke tilbyde selv de hårdest ramte migrænikere den nye medicin.
Medicinrådet anbefalede 10. april 2019 at give Aimovig til de hårdest ramte kroniske migrænikere. Men medicinen udeblev.
Efter megen snak og pres fra patientforeningerne, kom der en slags løsning. De, som havde en tid til Botox-behandling, kunne få denne konverteret til Aimovig. Så passede pengene stadig. Enkelte andre har også fået plads i køen. Takket være konduite på DHC.
Migræne danmark skrev til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden i begyndelsen af maj 2019 og bad om en forklaring på, at det ikke var muligt at få Aimovig-injektioner på landets bedste offentlige hovedpineklinik.
Efter en rykker i begyndelsen af juli 2019 kom der en høflig mail fra Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden til Migræne danmark. Svaret var, at Sundhedsudvalget arbejder på sagen, men nu er det ferietid, og det er umuligt at love noget.
Jeg forstår godt, at Regionspolitikere, læger og hospitalsadministratorer har krav på at kunne holde ferie. Og jeg forstår også, at alle tre interessenter skal kunne mødes, hvis der skal komme en konstruktiv løsning på problemet.
Men jeg forstår ikke, at de først efter ferien (måske i august?) vil tage sagen op for alvor. Problemet kunne være forudset siden 10. april 2019.
Og jeg forstår heller ikke, at lægerne ikke har råbt og skreget på vegne af de frustrerede migrænikere, og at administratorer og politikere kan sove godt om natten, når de ved, at der stadig er en gruppe mennesker, som må leve endnu nogle (mange?) måneder uden den nye medicin. Kronisk migræne er invaliderende. Kronisk migræne med skuffede forventninger er værre.
Henvendelser, som handler om menneskers mulighed for at leve et rimeligt liv, burde have voldsomt høj prioritet, uanset hvem der modtager henvendelsen. Og jo, jeg forstår, at der nok kommer en del henvendelser i sundhedsvæsenet, som handler om menneskers manglende livskvalitet pga. ’noget i Sundhedsvæsenet’.
Men jeg forstår ikke, at alle disse brave og sikkert kloge mennesker, ikke kan finde en her-og-nu-løsning, som så kan finjusteres senere.
Ansvarlige og empatiske mennesker efterlader ikke et barn i nød. Men en gruppe migrænikere, som mangler livskvalitet, vækker tydeligvis ikke de rigtige følelser blandt beslutningstagerne, så der findes en rimelig, evt. midlertidig, løsning på det økonomiske problem.
I mellemtiden venter en gruppe hårdt ramte migrænikere på den helt rigtige økonomiske løsning.