Måske har du set Anne Egelunds lille survey om antal triptandage og migrænikernes uddannelse. Det ligger på Migræne danmarks facebook-gruppe. Selvom surveyet er lille, viser det klart, at migrænikere ned længere uddannelser har større sandsynlighed for at få fleksibilitet mht. triptandage om måneden.
Men surveyet forklarer ikke, hvad det er, som gør, at nogle socialgrupper får større spillerum mht. triptandagene end andre. Anne Egelund spekulerer på, om dem med den kortere uddannelse slet ikke prøver at få lidt mere selvbestemmelse over deres triptaner, eller om de bare ikke kommer igennem med deres argumenter. Vi ved det ikke.
Sundhedssystemet vender den tunge ende nedad
Annes survey giver blot nogle fingerpeg. Men vi ser de samme tendenser i mange andre sygdomsgrupper. I Europa er der en klar sammenhæng, jo længere uddannelse, jo længere lever vi. Måske er det fordi dem med de længere uddannelser kræver og får en bedre behandling af lægen og på hospitalerne. Måske lever den med de kortere uddannelser (f.eks. håndværkere) et liv, som giver hurtigere nedslidning, og større risici i form af kemikalier og ulykker.
Travlheden er med til at vi taber dem med de korte uddannelser
Når dertil lægges, at lægen (både egen læge og lægerne på hospitalerne) skal nå flere og flere patienter på kortere tid, kan det være svært at få indført et spørgsmål, hvis man ikke er vant til at komme til orde. Og de svære ord forsvinder ud i luften og er væk, inden patienten er ude af døren. Så hvad var det nu, jeg skulle huske? Tage medicinen fastende eller sammen med mad? Jo, det står på indlægssedlen, men den er jo laaaang og skrevet på knudret sprog.
Så der er detaljer, der glipper, selv med den bedste vilje og uddannelse. Og lægen har ikke den fjerneste chance for at forklare lidt mere grundigt, med almindelige ord, hvad det hele handler om. For tiden er knap.
Hvem har ansvaret
Vi kan klandre lægen. Men lægen arbejder indenfor de rammer, som politikerne stikker ud. Så jeg vil faktisk hellere sende aben over til politikerne.
Er det virkelig meningen, at en stor del af befolkningen skal have mindre ud af besøget hos lægen og skal have en ringere livskvalitet, fordi lægen ikke lige nåede at få det hele med på jævnt dansk, og at især dem med de korteste uddannelser skal leve kortere end resten af befolkningen?
Jeg troede ellers, at vi levede et rimeligt civiliseret samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, og hvor der er lighed for loven.
Men sådan er det altså ikke i det danske sundhedsvæsen.
I Japan og Syd-Korea ser det derimod ud til, at de længerevarende uddannelser ikke giver et længere liv end de andre typer uddannelser. Så det kan tydeligvis lade sig gøre at skabe lighed i sundhedsvæsenet.