Jeg holder meget af at lytte til kloge folk. Også når de er kloge på migræne og hvad dertil hører. For tiden lytter jeg til interviews fra World Migraine Summit.
Der kommer mange små guldkorn i foredragene i World Migraine Summit. Det er en serie af foredrag/interviews, som kører i perioden fra 18. marts 2020 og 8 dage frem . Der er mere end 30 indlæg, alle af glimrende talere og forskere indenfor migræne.
Overskriften her er et af de guldkorn jeg specielt har bidt mærke i! Jeg citerer ordret på engelsk længere nede, for videoerne fjernes efter kort tid.
Dr. Robert Cowan fra Stanford University i Californien kom med mange interessante udtalelser. Han mener, at rigtigt mange af dem med kronisk migræne har en lille læk i den hinde, som omslutter hjernen og rygmarken. Så falder trykket i ‘posen’, og det giver migræne. Men istedet for at checke trykket, giver lægerne masser af anfalds- og forebyggende medicin – uden den store succes, og måske med MOH (medicin-overforbrugs-hovedpine) som resultat. Og, sagde den gode doktor, læger er stærkt influeret af ‘big pharma’, mht. hvilken medicin de skal/vil udskrive. Underforstået, det sælger ikke medicin at lappe sivehullet i hinden omkring hjernen og rygmarven. Hvem snakker om at sætte patienten i fokus?
Citat fra de første minutter at Cowans interview:
Most physicians are not trained in headaches […] and are heavily influenced by big pharma in which medications to prescribe.
Sådan et sivehul kan være en hyppig årsag til kronisk migræne, sagde Dr. Cowan. Men han fulgte ikke op på det, og gled af på, hvad MOH (medicin-overforbrugs-hovedpine), som jo ofte er en følge af mange migrænedage, nu er for noget. Det nærmeste han kom til det, var at vi vågner efter en lang nats søvn med abstinenser, fordi vi har taget for mange smertestillende piller. Han fortalte derimod omhyggeligt, at ikke-migrænikere med f.eks. ondt i ryggen, ikke får MOH. Så de får altså heller ikke abstinenserne. Spøjst.
Dr Cowan indsamler store datasæt og søger efter grupper af migrænikere, som har fællestræk. Når man har identificeret sådanne grupper, vil man måske kunne skræddersy deres migrænebehandling. Det kan jeg se perspektivet i.
Prøv også at klikke på linket til Bone Triage.com nedenunder Dr. Cowans tekst. Der dukker et kæmpe survey op. Jeg prøvede at svare, men da jeg kom til afslutningen blev jeg spyttet ud – måske fordi jeg ikke bor i USA. Men spørgsmålene var interessante og burde ligge på tungen hos enhver neurolog, som behandler migrænikere.
Dr. Cowans udtalelse om lægernes valg af medicin gør mig usikker på, om jeg (og alle de andre migrænikere og patienter med andre sygdomme) nu også får den bedst mulige medicinske behandling.
Den usikkerhed burde ikke findes. Lægens primære opgave er at tænke på patientens velbefindende.