For ca. 1½ år siden skrev jeg her i bloggen om, at det sker, at forskere bliver lidt for ivrige for at levere gode resultater. Bloggen hed “Hvor effektive er CGRP antistofferne virkelig?” og blev publiceret 19. juni 2023. Resultaterne i publikationen blev beregnet på de forsøgsdeltagere, som fortsatte i et forsøg til dets slutning, og de, som gav op undervejs, indgik dermed ikke i beregningerne. Så kort sagt – det var kun de heldige, som fik en virkning af medicinen, som var med i resultaterne. Dem med bivirikninger og lille virkning var klart mere motiverede til at droppe ud af forsøget.
Jeg fortalte en førende migrænelæge om dette, og siden da har der været rimelig enighed blandt migræneforskerne om, at de ikke skal gentage den type beregninger. I stedet har mange valgt at opgive resultaterne af medicinafprøvninger som Odds Ratio, dvs. hvor mange gange medicinen er bedre end placebo. Og placeboværdien opgives ikke i publikationerne. Så kan jeg (og alle andre) ikke kikke dem over skudren og checke beregningerne. Det var ikke lige det jeg havde håbet på som resultat af mit hint til lægen, men måske dog bedre end regulært snyd.
Og så sker det igen
Denne gang er det nok en anelse smartere end i tilfældet fra 2023.
Vi taler om virkningen af forebyggende behandling for personer med et overforbrug af anfaldsmedicin, så de har fået diagnosen MOH (medicinoverforbrugshovedpine). De blev behandlet med Erenumab, Fremanezumab eller Galcanezumab i et år. Ved forsøgets begyndelse blev deres migrænedage per måned registreret, ligesom det skete efter 3, 6, 9 og 12 måneder.
Så langt så godt. Der var 112 episodiske migrænikere (77 uden medicinoverforbrug og 35 med medicinoverforbrug) og 179 kroniske migrænikere (70 uden MOH og 109 med MOH). Så det var et nogenlunde rimeligt stort forsøg. Antal migrænedage blev noteret hver tredje måned. Fint og reelt.
Og så skulle virkningen af den forebyggende medicin selvfølgelig beregnes. Her gik det galt. For der havde selvfælgelig været en del forsøgsdeltagere, som var forsvundet. Det sker – i alle forsæg af den type. Så (gætter jeg) forskerne ledte efter en beregningsmode, som kunne give “gode” resultater.
I ærlige forsøg er det vigtigt, at den oprindelige forsøgsgruppe også er dem, der afslutter forsøget. Et frafald vil næppe nogensinde bestå af personer, som svarer til fortsætterne. Ofte vil frafaldet bestå af dem, som ikke får gavn af behandlingen. Det medfører selvfølgelig, at beregninger, som baseres på fortsætterne, giver mere positive resultater end for den oprindelige gruppe.
Der var stort frafald
Forskernes valg blev, at de for hver enkelt deltager noterede de månedlige migrænedage på den sidste optællingsdag. 57 deltagere stoppede efter 3 måneder, 51 stoppede efter 6 måneder, 80 stoppede efter 9 måneder og 103 gennemførte hele forsøget.
Rapporten oplyser ikke om migrænedagene per måned for dem, som stoppede inden 12 måneder, men en lille tabel fortæller, hvor mange af disse, som fik en 30% reduktion eller bedre af migrænedagene.
De, som fuldførte hele perioden havde data fra begyndelsen af undersøgelsen og fra den afsluttende optælling. Så det var let at beregne den gennemsnitlige effekt for dem, som altså ikke forsvandt. Specielt for de episodiske migrænikere var frafaldet stort (fra 77 deltagere på dag 0 til 22 deltagere på den sidste dag). Så 55 deltagere forsvandt. Eller 71% af deltagerne.
For de kroniske migrænikere var frafaldet knapt så voldsomt – fra 35 til 18 deltagere. Jo, det er en halvering.
Forfatternes konklusion blev at 60% af de kroniske migrænikere og dem med MOH gik over til episodisk migræne. 89% af de episodiske migrænikere slap også for MOH.
Det må siges at være imponerende, eftersom der ved projektets afslutning kun var 29% af deltagerne tilbage af de episodiske migrænikere og 51% af de kroniske migrænikere. Mon ikke forskernes resultater bygger på de tilbageblevne deltagere (dem, som ikke droppede ud). Eller, for nu at sammenligne med blogposten fra 2023, præcis samme form for opblæsning af resultatet.
Det er hvad man kan få ud af at ændre på den oprindelige forsøgsgruppe.
Alt det vi ikke ved…
Vi har ingen anelse om, hvor mange migrænedage de frafaldne deltagere havde eller ville have ved afslutningen af forsøget. Men det må antages, at være personer, som bl.a. ikke oplevede, at de fik gavn af at deltage i prrojektet. Andre kan være blevet syge, er flyttet, er døde osv. Men det er svært at tro, at det var personer, der fik en super virkning af medicinen, som forlod projektet.
Så min konklusion er, at forfatterne til rapporten fra forsøget har ledt efter en måde at forbedre resultaterne, uden at gøre lige præcis det, som i julni 2023 blev beskrevet som en uærlig præsentation.
Hvorfor er det så fristende at fifle med resultaterne?
Som forsker er det vigtigt at levere resultater, som er troværdige. Hvis man får prædikat af at lave fusk, er der nok langt til den næste forfremmelse. Tænk bare på balladen om Milena Penkowa, som snød lidt på vægten for en halv snes år siden.
Eller er der en helt anden forklaring her? Er der nogen, som lægger pres på forskerne, så de overtales til at “forbedre” resultaterne? Min fornemmelse er, at der er uro i området om ny migrænemedicin i disse år. De midler, som er kommet på markedet de seneste ca. 5 år, har ikke levet op til forventningerne. Og når patienterne oplever, at medicinens virkning aftager i løbet af måneder eller halve år (fordi det var placebo-effekten de oplevede), så skæpper det ikke tilstrækkeligt i kassen.
Og det kan – måske – ses som et nødråb fra medicinalfirmaet, når åbenlyse ‘regnefejl’ får lov til at brede sig. Det er trods alt dyrt at udvikle ny medicin, og business handler om at sælge nok medicin, til at dække investeringen. Og måske er der ingen, som opdager, at resultaterne er pyntede. Hmmm…
Patienterne behandles med uvirksom medicin
Som patient kan jeg kun være skeptisk. Når forskerne publicerer usande resultateer som her, er der tusindvis af migrænikere, som påvirkes. Lægerne viderebringer loyalt de resultater, som de har læst eller er blevet informeret om, uden at de stiller kritiske spørgsmål. Og de bringer den uærlige konklusion videre til patienterne. Som stort set kun får placebovirkningen af den mindre virksomme medicin (som ofte er dyr). Og i bedste fald oplevelsen af, at medicinen mister sin virkning efter nogen tid.
DET KAN IKKE VÆRE RIGTIGT, AT DE FORSKERE, SOM PATIENTERNE BURDE HAVE TILLID TIL, MED ÅBNE ØJNE “FORBEDRER” DERES RESULTATER.
DET GIVER OS EN FORVENTNING OM GOD VIRKNING, SOM IKKE KOMMER.
VI BLIVER SNYDT ØKONOMISK, OG MISTER TILLIDEN TIL VORES LÆGER. DE BURDE VÆRE VORES PRIMÆRE ALLIEREDE, NÅR VI ER SYGE.
Stoler du på din læge?
