Rigtigt mange mennesker bor i byer, og ser hver dag i mange timer på menneskeskabte bygninger, som er bygget af moduler, som gentages igen og igen. Det (over) belaster deres hjerner!
Hospitaler bør bygges med natur som element
Når vi ser på en bygning som Herlev Hospital (og rigtigt mange andre nyere store huse), får dele af synsbarken ekstra travlt med at bearbejde indtrykket. Der bruges mere ilt i synsbarken. Bearbejdningen af synsindtryk er ‘dyrt’ i energi, så pattedyrene har udviklet et system, som gør, at de let kan behandle synsindtryk fra naturen. Men synet af vores vinkelrette, modulopbyggede huse kræver mere energi. Og et stort energiforbrug giver os træthed i hjernens synsbark og kan udløse migræneanfald.
Det har fået forskere til at analysere forskellen på synet af natur og synet af menneskeskabte ting. Kort sagt består synsindtryk af ‘natur’ enten af store striber med stor kontrast, eller af små striber med lille kontrast. Tænk f.eks. på en skov med store mørke stammer (de få store striber med stor kontrast) og en masse blade (små striber med lille kontrast). Eller en blomstereng foran en sø – søen er en bred stribe, blomsterengen en masse små striber.
Natur er øje-guf
Begge dele er guf for øjnene – her finder vi ro og synsbarken kan slappe af, for kravene til den er små.
Patienterne på hospitaler er også helt klare i mælet, når de bliver spurgt om, hvilke typer kunst de vil se på, mens de er på hospitalet. Naturbillederne vinder stort, viste en undersøgelse på Odense Universitetshospital! Læs mere her.
Menneskeskabte ‘landskaber’ mangler den beroligende virkning
Men hvis vi af den ene eller anden grund er tvunget til at opholde os i et menneskeskabt ‘landskab’, f.eks. på et hospital eller i en fængselscelle (ingen sammenligning ud over det visuelle), så er det vigtigt, at der er noget roligt at kikke på. Akutmodtagelsen i Gentofte har naturbilleder på væggene. Det gør at ventetiden opleves som en lille smule kortere. Mens Herlev hospital stort set ikke har naturbilleder på væggene.
Heldigvis har arkitekter og andre, som indretter offentlige rum, i de senere år fået større forståelse for, at naturen har kræfter, som de fleste af os ikke har ord til at forklare.
Og dem, der ender i isolation eller andre fængselsceller får næppe et stykke natur på væggen. Der er god dokumentation på at isolation kan føre til varige psykiske sygdomme, men der er ikke nogen som har set på, om adgang til natur (selv i små doser) kunne nedsætte risikoen for psykiske eftervirkninger.
Synsoverload er især et problem i storbyerne
Ja, billederne her er valgt med henblik på din forståelse af, at vi, som har migræne, og som let får synsoverload, har brug for naturoplevelser. Og at der faktisk er dokumentation på, at det ikke bare er noget vi tror. Og at det, men ganske få midler, er muligt at skabe ‘næsten-natur-oplevelser’, når vi af en eller anden grund er lukket inde.
Er det ikke fantastisk, at de gratis glæder, som at gå en tur i skoven, kan redde en fra psykisk sygdom. Og bare det at se på et lille stykke natur måske også kan forebygge migræneanfald, eller måske bare reducere styrken af migrænen?
Og jeg tør siet ikke tænke på alle de mange mennesker, som stort set aldrig kommer udenfor storbyerne. Selv små stykker natur i byen kan give byboerne en kortvarig oplevelse af lidt mindre synsoverload.