Hvorfor er medicinsk forskning anderledes?

Jeg læser en masse artikler i videnskabelige tidsskrifter. Mange bringer spændende nyheder, som øger vores forståelse af, hvordan vores krop fungerer, og hvordan verden generelt er sat sammen. Min nysgerrighed er stor, og hver eneste dag er der spændende nyt fra forskningen.

Afprøvning af medicin

Men indimellem er der artikler i selv de mest estimerede tidsskrifter, som er lidt anderledes. De handler om medicin. Ny medicin. Groundbreaking medicin. Og de ser ud, som om de er skrevet af en marketing-afdeling. Det er nemlig medicinalfirmaets medarbejdere, som har lavet forsøgene, som også skriver resultaterne sammen. Og lønnes af det firma, som forventer at tjene milliarder på medicinen.

I disse artikler er resultaterne for afprøvningen af den nye medicin selvfølgelig fine. Ingen (eller næsten ingen) bivirkninger, antallet af brugere, som får en god effekt er fint. Måden, som er brugt til at måle virkningen, er måske lidt utraditionel, men er ikke usand. Det generelle indtryk er, at medicinen er lige det, vi har ventet på i årevis.

Sådanne artikler rammer os alle i hjertekulen. Vi spørger straks: Hvornår kan jeg få den medicin?

Og jo, firmaet har rettet sig efter reglerne om, hvordan ny medicin skal afprøves. Til punkt og prikke. De ved nemlig, at disse regler er ufravigelige – hvis de ikke overholdes, godkendes medicinen ikke. Det handler om, hvor mange personer, som skal prøve medicinen, og om der er nogen af forsøgskaninerne, som får alvorlige bivirkninger.

Derefter skal medicinen vurderes og evt. godkendes af diverse kyndige grupper, inden den kan markedsføres. Myndighederne bruger de ovenfor omtalte artikler som grundlag, for det er, hvad de kan finde. Eller med andre ord – der er ikke en uvildig vurdering af den nye medicin. Vi og myndighederne har kun producentens ord for, at medicinen er god.

Hvad skulle producenten ellers sige?

Efter en del snak frem og tilbage i den nationale gruppe af kloge hoveder, kan det ende med at medicinen kan markedsføres.

Kunderne (patienterne) presser stadig på – vi vil have den nye og vidunderlige medicin.

Eksempler fra den tunge(re) industri

Når man producerer cement, stål eller fødevarer, er der faste regler for, hvilke krav produkterne skal overholde. Et hus, som vælter, en bro der kollapser, og en ost med Listeria-bakterier kan slå mennesker ihjel. Derfor ved både producenterne og køberne af produkterne, at der er krav til kvaliteten af deres produkter, som skal overholdes.

Men sådan er det ikke i medicinalindustrien.

Medicinalindustrien arbejder efter regler for, at fremstillingen af medicinen gøres ordentligt (efter Good Manufacturing Practice), og der er klare regler for, hvordan ny medicin skal gennem en række afprøvninger. Resultaterne af fase 3 (afprøvningen på et forholdsvis stort antal patienter) er stedet, hvor producenten kan fremlægge de fantastiske, gode resultater. Så de bliver ofte publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Det er så basis for den vurdering, som myndighederne nationalt og på EU-niveau gennemfører, med henblik på om den nye medicin kan markedsføres.

Medicin er en mangfoldig produktgruppe. Så det er nok vanskeligt at stille konkrete mindstekrav op for, hvor god medicinen skal være.

Derfor bruger myndighederne den tommelfingerregel, at ny medicin skal være mindst lige så virksom, som de tilsvarende midler, vi allerede bruger.

Men der er ingen krav om, hvordan det skal måles. Og der er masser af forskellige måder at kvantificere effekten af en medicin. Patienterne er jo forskellige, så en 100% effekt kan ikke forventes af f.eks. en hovedpinemedicin. Men man kan måske forvente at halvdelen af forsøgspersonerne får reduceret smerterne til det halve. Eller at en lille procentdel får en endnu bedre virkning. Eller at der kommer hidtil ukendte bivirkninger. Eller medicinen hjælper dem, der har en anden sygdom sammen med migrænen. Der er bunkevis af muligheder.

Det er da et tilbud, som enhver smartass må blive fristet af!

Jeg siger ikke at ethvert medicinalfirma er en smartass. Men fristelsen er stor. Industrien regner med, at det koster mange milliarder (US$) at fremstille en ny medicin, som kommer gennem diverse tests og til slut kan markedsføres. Det må kræve en helt usandsynlig mængde af ærlighed, hvis man ikke pynter bare en lille smule på virkeligheden i de sidste afgørende afprøvninger. Specielt på parametre, som ingen kan efterprøve.

Et eksempel fra migrænemedicinens verden

En helt ny type forebyggende medicin mod migræne kom på markedet i 2019 og 2020 (eksempler er Aimovig og Ajovy). Som forberedelse til denne type medicins indtræden på arenaen, ændrede verdens migrænelæger definitionen på kronisk migræne. Indtil slutningen af 2018 var definitionen ”15 eller flere migrænedage om måneden”. Den reviderede definition blev til ”15 eller flere hovedpinedage om måneden, heraf mindst 9 migrænedage”. Det fordoblede (rundt regnet) antallet af kroniske migrænikere. Og dermed også markedet for forebyggende medicin som især er rettet mod kronisk migræne. Måske var det et tilfælde, at ændringen kom lige netop inden den nye type medicin? Måske ikke.

Ændringen medførte, at det blev langt lettere at få gode resultater for patienter med den reviderede definition på kronisk migræne. En halvering af 9 migrænedage er immervæk lettere at opnå end en halvering af 15 migrænedage om måneden. Og så blev markedet for medicinen forresten også lige dobbelt så stort.

Så med en målsætning om en halvering af migrænedagene, gik kravet fra en reduktion på 7 – 8 migrænedage om måneden til 4 migrænedage om måneden. Dels er der en vis tilfældig variation i migrænedagenes antal. Dels er der en stærk placebovirkning, når medicin gives som injektion. Så der kom super fine resultater i hastig rækkefølge. Placebovirkningen blev ikke omtalt i foromtalerne. Kun de kritiske læsere fandt, at den reelle gennemsnitlige reduktion i migrænedagene var et par dage om måneden.

Men det er da også godt, ikke? Og ja, det var lige netop en ganske lille smule mere end de gammelkendte forebyggende midler kunne mønstre.

Jeg kan ikke tænke mig, at et firma, som skal bygge en bro eller et højhus, vil acceptere en ny type cement eller stål, som godkendes på halverede materiale-krav, og med undskyldningen om, at lidt har også ret…