Indtil 2019 blev regionshospitalerne betalt efter det, der kaldes DRG-systemet. Det er (lidt flabet sagt) et menu-kort med priser for langt de fleste services, som hospitalet leverer. Kommer der mange med brækkede ben, skrives der et stort antal brækkede ben på regningen. Kommer der kun få, bliver regningen mindre. Det giver nogle problemer.
OECD mente allerede i 2010, at denne finansieringsform kunne friste til overbehandling. Og når politikerne bad om en effektivisering, kom der automatisk lidt flere patienter. Jeg skal ikke kunne afgøre, om der var underbehandling inden effektiviseringsordren, eller overbehandling efter denne ordre.
OECD’s bekymring om overbehandling fik en lang række europæiske lande til at modificere finansieringen, så fristelsen til overbehandling nok blev mindre. Her i landet enedes regionerne og regeringen om at gå over til en rammebevilling, dvs. et fast beløb (aftalt mellem regioner og regering). Hensigten med det er, at lægerne vil ændre fokus fra at behandle mere/flere, til at behandle mere effektivt. Det lyder jo smukt.
Hvad betyder det for migrænebehandlingen ?
Vi har givetvis langt fra set den fulde implementering af rammebevillingerne. Men et enkelt lille punkt i Referenceprogrammet for Hovedpine er måske et fingerpeg om, hvad der kan ske.
I udgaven fra 2010 var en medicinsanering en alvorlig sag, som er svær at gennemføre. Der skal da nok en specialafdeling til, for at få et godt resultat. I 2020, da rammeprogrammernes introduktion var kendt, er en medicinsanering noget, de fleste kan gennemføre selv, gerne med opbakning fra omgivelserne.
| Referenceprogrammet 2010 | Referenceprogrammet 2020 |
| Behandlingsforløbet kan være langvarigt og svært at gennemføre men udfaldet er meget positivt og tidligere behandlingsrefraktære patienter præsenterer sig med markant mindre anfaldsfrekvens- og intensitet efter medicinsanering. | De fleste patienter vil med den rette information kunne gennemføre medicinsaneringen på egen hånd, men behandlingsforløbet kan være langvarigt og svært at gennemføre og kræve opbakning fra omgivelserne. Udfaldet kan være meget positivt og selv tidligere behandlingsrefraktære patienter kan opnå markant lavere anfaldsfrekvens og intensitet efter medicinsanering. |
Vi har ikke adgang til antallet af medicinsaneringer, som er foregået på hospitalsafdelinger i årenes løb. Så det er indtil videre en godt gemt hemmelighed. Det kan også være, at de er et helt tilfældigt sammentræf, at ændringen i lægernes holdning til medicinsanering er ændret, lige netop samtidig med at lægerne bliver bedt om at fokusere på effektiv behandling og ikke på at uppe antallet af behandlinger.
Hvor er patienterne?
Vi er ikke blevet spurgt. Overhoved. Vi er bare marionetter i et økonomisk spil.
Måske er det helt rigtigt, at mange kan og vil medicinsanere på egen hånd. Måske er der en gruppe, som ikke helt kan klare det selv. Det er der ikke nogen der taler om.
Tiden vil vise, om der kommer gode eller mindre gode ændringer som følge af overgangen fra DRG til rammebevillinger.