Mon ikke vi er mange, som har spekuleret om denne slemme migræne faktisk kunne være hovedpinen, som følger med Covid19?
Her kommer en hurtig gennemgang af nogle af de vigtigste kendetegn på en Covid19-hovedpine.
Ca. 7 ud af 10 der rammes af Covid19 får en stærk hovedpine, som i nogen grad kan ligne et migræneanfald. Men man kan altså også have Covid19 helt uden at få hovedpine.
9 ud af 10 havde bilateral hovedpine – dvs. ondt i begge sider. Men hovedpinen kunne sidde forskelligt (se figur 1).
Men langt de fleste følte at hovedpinen sad i hele hovedet eller i panden (de lange områder med blåt og gråt på figur 1).
Mere end halvdelen af Corona-patienterne havde ikke tænkt over om der var en trigger (se figur 2). Men hovedpinen kom mere eller mindre samtidig med feber, eller hoste, eller det, som kaldes Valsalvamanøvre. Det Store Danske Leksikon definerer det således: “Valsalvas manøvre, udånding mod modstand fremkaldt af stemmelæberne i struben eller ved lukning af næse- og mundhule. ” Så der er nok tegn på, at trykket i hjernen er lidt øget, og at det øgede tryk giver den slemme hovedpine.
Der skal ikke så meget til, for at hovedpinen forværres. Mange af de forværrende faktorer kender vi fra migrænen (se figur 3).
Når nu der er så mange ligheder mellem Covid19-hovedpinen og migræne – slipper vi så lettere? Nej, desværre. Migrænikerne (som er repræsenteret ved de gule søjler) får en væsentlig mere langvarig hovedpine end ikke-migrænikere (se figur 4). Desværre.
Figurerne her er tilpasset fra en artikel i det videnskabelige tidsskrift Headache. Hele artiklen kan læses her. Der var 145 covid19-patienter med i undersøgelsen.
Jeg håber denne korte gennemgang af Corona-hovedpinen vil gøre det lidt lettere at skelne mellem de normale migræneanfald og Corona-udgaven.