Af og til dukker der en lille stime af nogenlunde enslydende kommentarer op på facebook-grupperne om migræne. Lige for tiden ser det ud til, at der er neurologer, som af en eller anden grund, har fået den tanke, at man kun må tage triptaner 3 dage i træk. Hvis man så har migræne på dage 4, må man holde smerterne ud – eller ty til håndkøbsmedicin (med øget risiko for at for MOH), energidrikke og andre gode husråd.
Så vidt jeg kan se, er der intetsteds beskrevet, at en triptan skulle være farlig på dag 4 i træk. Referenceprogrammet, produktresumeet og indlægssedlen siger intet i den retning. Det er heller ikke et emne, som jeg har bemærket på Pubmed – den fantastiske database med stort set alle de lægelige forskningsresultater.
Hvem fortæller neurologerne, at de skal give patienterne unødige smerter?
Så hvorfor kommer sådanne oplysninger pludselig i en lille stime. Der må være en eller flere neurologer, som mere eller mindre samtidig, har fået den tanke, at man kun må tage triptaner i tre dage i træk. Eller der er en håndfuld migrænikere, som har misforstået en eller flere neurologer. Jeg kan ikke vide, hvilken af disse alternativer, der er det rigtige. Men patienter er som regel meget opmærksomme på, hvor mange dage de må tage triptaner. Triptanerne giver dem nemlig rimeligt gode dage, selvom de har migræneanfald.
Men HVIS (og jeg understreger HVIS) der er neurologer, som enten af egen drift eller på opfordring fra andre fagpersoner, påstår, at triptanen på dag 4 er farlig, så er der noget riv rav ruskende galt. Hvis de selv har fundet på det med den fjerde dag, trænger de til efteruddannelse i triptanernes virkning.
Hvad siger lægerne?
Jeg har hørt flere læger sige noget, som kan koges sammen til: “Jamen patienterne er glade for afgiftningen, når den er overstået. De har lært, at de kan leve uden medicinen, og de har lært, at de har en stærk viljestyrke. Og nogle af dem får et meget bedre liv med færre migrænedage.”
Så skal vi tro på, at lægerne faktisk gør patienterne en tjeneste? Eller udsætter de dem for ekstremt (unødigt) pres?
Lige for tiden går snakken om den fjerde triptandag i træk. Det er til at overskue, at tage en enkelt medicinfri dag efter 3 velbehandlede dage. Eller tage Treo eller andre håndkøbsmediciner på fjerde-dagen, for at få tilværelsen til at hænge sammen. Og så kan man vel tage tre triptandage mere. Osv.
Hvis Treo virker, lærer migrænikeren hurtigt, at ‘fylde op’ med Treo, når de 9 månedlige triptandage er brugt. Og så stiger risikoen for at udvikle en MOH, som er vanskeligere at komme ud af, end en ‘ren’ triptan-MOH.
Historierne på Facebook anbefaler at sove i et mørkt rum. Men Treo mv. er jo et godt alternativ til en triptan, ikke?
Så budskabet om maks 3 triptandage i træk kan meget vel få som resultat at øge antallet af migrænikere, som får en blandings-MOH (triptaner + smertestillende). Eller med andre ord, flere kunder i afgiftningsbutikken.
Det reviderede referenceprogram åbner nu (i 2020) for at man kan få forebyggende behandling mod migræne, uden først at gennemgå en 8 ugers afgiftning.
Men der er stadig mulighed for at kræve en 8 ugers afgiftning inden forebyggende behandling kan begyndes. Det synes at være unødige smerter – dvs. noget der kan sammenlignes med tortur. Eller i det mindste, at give migrænikerne med et overforbrug af medicin et valg mellem
- 8 uger uden anfaldsmedicin (eller begrænset anfaldsmedicin) inden forebyggende behandling, eller
- et afslag på den forebyggende behandling.
Hvordan ligger afgiftning i forhold til tortur og masochisme?
Tortur har mange definitioner. De har alle tilfælles, at en person (eller flere) påfører andre personer unødige smerter. Derudover er et gennemgående træk, at smerterne har et formål – at få den torturerede til at indrømme noget, at fortælle noget, eller at gøre den torturerede til et eksempel, så andre ikke tør have afvigende meninger. En anden årsag til at der er nogen, som vil praktisere tortur, kan være udsigt til en belønning eller en straf. Så er den udførende person ‘blot’ et redskab for andre.
Uanset hvilken definition vi tænker på, er der enighed i den civiliserede verden om, at tortur ikke hører til vores arsenal af straffe eller instrumenter, som kan bruges i en afhøring.
Der er en grænseflade til masochisme. Nogle mennesker nyder at blive pisket af deres kæreste. Eller på anden måde udsættes for smerter eller fornedrelser. Men de har altid en ‘stopknap’. Hvis ‘offeret’ siger kodeordet, stopper legen.
Hvad f… sker der i neurologernes hoved?
Jeg har meget svært ved at tro, at dygtige unge læger pludselig ser lyset i at påføre migrænikere unødige smerter. Hvis de ikke selv lider af migræne, tror de måske ikke, det er ret slemt. Men en stuegang blandt migrænikere til afgiftning burde kunne overbevise selv den hårdeste banan om, at ubehandlet migræne er slem. Og afgiftnings-migrænen er en lille tand værre end de normale anfald.
Nej – jeg har ingen forklaring. Alle de smukke ord i lægeløftet og de unge lægers hjerter damper af.
Kan vi, patienterne, på en eller anden vis overbevise dem om, at vores livskvalitet (som først og fremmest handler om at være migrænefri (læs: med velbehandlede migræneanfald) så meget som muligt. Og vi behøver ikke at lære at leve med smerterne – det har vi alle sammen gjort i årevis, inden vi kom til en fornuftig læge, som udskrev triptaner.
Enhver lægelig behandling skal (såfremt patienten er corpus mentus, (dvs. kan forstå og signalere et ja eller nej) ske med patientens accept. Og ja, hvis vi spørger de behandlende læger, som er ansvarlige for afgiftninger, så har alle patienterne accepteret at gå ind i en 8 ugers periode uden medicinsk behandling af deres migræneanfald. Så lægerne vil til enhver tid kunne forklare, at der var en klar aftale om, at der ville komme nogle slemme dage.
Men valget er reelt mellem en afgiftning i 8 uger og lægens fremtids-scenario med migræne hver eneste dag i mange år ud i fremtiden, med begrænsninger i hvor mange triptandage og dage med andre smertestillende mediciner, og udsagn om, at den forebyggende behandling enten ikke kan bevilges, eller nok ikke vil virke, uden en forudgående afgiftning. Så er valget nok ikke så svært. 8 uger med ubehandlet migræne kan overskues. Et helt liv, hvor kun hver tredje migrænedag (9 dage om måneden) kan behandles – det er svært.
Så ja, patienten har accepteret behandlingen – men det skete under et voldsomt pres.
Måske er sammenligningen lige barsk nok, men alligevel er der træk, som er fælles. Under 2. verdenskrig skete det af og til, at en modstandsmand (M/K) blev fanget af tyskerne. De fik valget mellem at oplyse navne på deres modstands-kammerater eller blive skudt. Nogle overlevede, andre døde. I situationen med afgiftningen, er det kun patientens egen livskvalitet, der er på spil, og kun i en kort periode. Så det er forholdsvis let at sige ja tak til 8 uger uden migrænemedicin. Selvom man ikke ville tvinge sin argeste fjende ind i den situation.
Og ja – det føles nok sikrere, at tage imod et evt. tilbud om indlæggelse i 10 dage i begyndelsen af afgiftningsperioden.
Husk at patienten har første prioritet
Men det må ALDRIG være hensynet til at fylde sengepladser, som afgør, hvad lægerne fortæller os! Heller ikke, hvis lægens råd er så “uskyldigt”, som at vi skal droppe triptanen på dag 4.
Patientens ve og vel er vigtigst! Altid.