Aimovig anbefales til de hårdest ramte kroniske migrænikere

Medicinrådet og AMGROS (Regionernes fælles medicin-indkøbs-organisation) har nu vurderet (bi)virkningerne og forhandlet prisen på Aimovig til brug på hospitalerne.

Anbefalingen

De konkluderede d. 10. april 2019 tilsammen at anbefale, at migræneafdelingerne på hospitalerne kan behandle med Aimovig, hvis migrænikeren har prøvet mindst et blodtrykssænkende middel og et epilepsi-middel, uden at få en reduktion i migrænedagens antal.

Første estimat er, at der vil blive behandlet 350 patienter om året. Det batter som en skrædder et varmt sted. Sundhed.dk oplyser at der – med runde tal – er omkring omkring 0,1% voksne danskere, som har kronisk migræne, som IKKE er medicinoverforbrugshovedpine (MOH). Det er sådan ca. 5.000 kroniske migrænikere. De allerfleste har været igennem en eller flere medicinsaneringer, som så ikke har virket (ellers havde de ikke have fået diagnosen MOH), og de har prøvet en række forebyggende medicin, som måske heller ikke virker ret meget.

Så der bliver nok kø for at komme til behandling med Aimovig.

Medicinrådets anbefaling (og det er altså stadig kun en anbefaling, det er ikke en lov) til det danske sundhedsvæsen er, at migrænikere, som har episodisk migræne (dvs. færre end 8 migrænedage om måneden) ikke tilbydes denne behandling på hospitalerne. Det gøres ud fra økonomiske betragtninger. AMGROS har forhandlet sig til en (hemmelig) rabat, men medicinen er givetvis stadig dyr. Rabatten er desværre ikke stor nok til, til at vores læger kan bruge los af Aimovig.

Kronisk migræne er omdefineret

Nu stejler en del garvede migrænikere måske, for de ved jo, at kronisk migræne er defineret ved, at man har migræne mere end 15 dage om måneden. Det var helt korrekt indtil oktober 2018. Så ændrede IHS (International Headache Society) definitionen på kronisk migræne til at dække migrænikere, som har mere end 14 hovedpinedage om måneden [og en hovedpinedag kan enten være migræne eller spændingshovedpine], hvoraf mindst 8 dage er migræne. Vi ved ikke præcist, hvordan denne ændring påvirker ‘det sande tal’ for kroniske migrænikere, men det er i hvert fald steget i forhold til definitionen med 15 dages migræne om måneden. Så de 5.000 kronikere som venter på en Aimovig-behandling må være et under-estimat.

Fremtiden

Kun fremtiden kan vise, hvordan udviklingen i brugen af Aimovig vil blive. Der har været en del snak om, at Aimovig kan give en 100% reduktion i migrænedagene hos omkring 20% af migrænikerne. Kilden til dette er en poster på en kongres ( Brössner G, Reuter U, Dodick D, et al. Achievement of > 75% and 100% response in patients treated with erenumab; 24-week results from the STRIVE study. Poster presented at 18th Congress of the International Headache Society; Sept 7-10; Vancouver, Canada). Den kan ikke findes på internettet. Men det er lykkedes af finde en henvisning til den (markeret med hvidt lige nedenfor). En poster på en kongres er udstillet i nogle få timer, og forsvinder derefter. Der er ingen kvalitetskontrol på indholdet.

Fra slide-serien Migraine And New Therapies, K. DOUG PUGAR, DO DAYTON CENTER FOR NEUROLOGICAL DISORDERS https://slideplayer.com/slide/15737748/ slide 41 Der er ikke yderligere dokumentation på påstanden om at Aimovig 100% migrænefrihed.

Ikke desto mindre ‘ved’ mange af de førende læger nu, at der er en undergruppe, som får en fantastisk effekt af Aimovig.

Og vi ved endnu ikke ret meget om bivirkningerne, bortset fra at de, efter producentens opgivelser, er få og milde. Der kan komme bivirkninger efter længere tids brug, og der kan dukke undergrupper af migrænikere op, som i højere grad end forsøgsdeltagerne får bivirkninger. Måske er evidensen for de manglende bivirkninger lige så troværdig som de 20% af migrænikerne som blev migrænefrie af behandlingen med Aimovig.

Jo, vi lever i interessante tider.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial