Det sker af og til. En stribe læger påstår, at de kun kan give migrænikerne en mindre mængde triptan, end Behandlingsvejledningen foreskriver.
Der er nu (sidst i april 2025) sådan en periode. Facebook får en stribe beklagelser over uberettigede begrænsninger i antal triptandage per måned.
Det giver frustrationer, bekymringer, usikkerhed – ja generelt en rigtig skidt situation for triptan-brugerne.
Som triptan-bruger er der en lille stribe ting, man skal have på fingerspidserne:
Reglerne for hvor mange triptandage man er berettiget til (med mindre man har helt særlige behov eller er i behandlinger som påvirker triptanerne) står i Referenceprogrammet Diagnostik og behandling af hovedpinesygdomme og ansigtssmerter.
Det er den endelige og gældende regel for, hvad lægerne bør gøre. Det de måske hører og misforstår på et møde eller et foredrag, kan medføre, at mange migrænikere pludselig ikke kan få den medicin, de har behov for.
Så hold fast i Referenceprogrammet. Det er tung læsning, men det er umagen værd, at have en kopi af side 18 i tasken, når slaget om triptanerne skal slås.
Hvad er det, der giver smerterne?
Lad os lige opfriske, hvad triptanerne gør ved migrænen.
Vi ser her kun på tabletterne, for det er den medicin, som oftest bruges.
Medicinen kommer ned i maven (husk at drikke vand og spise lidt sødt sammen med tabletten), videre til tyndtarmen, hvor det aktive stof i pillen optages i blodet.
Så følger medicinen med blodet rundt i kroppen, og når bl.a. frem til det blodkar, som forsyner hjernehinden med ilt. Blodkarret ligger tæt op ad hjernehinden. Når blodtrykket i denne arterie trykker mere end normalt på hjernehinden, får vi migrænesmerter (de pulserende smerter). Medicin som triptanerne får blodkaret til at trække sig sammen til den normale størrelse, og migrænesmerterne forsvinder.
Det ville også ske uden medicin, for kroppens almindelige forsvar kan også genoprette blodkarrets normale diameter, men det tager længere tid.
Der er ikke videnskabelig basis for 9 triptandage
Migræneanfaldet varer lige netop så længe, som blodkarret der forsyner hjernehinden med ilt er udvidet. Og ikke længere (eller kortere) tid. Når trykket på hjernehinden forsvinder, forsvinder smerterne.
Og nu er der nok nogen, som kan huske, at en læge har sagt, at hvis man tager for mange triptaner (flere end behandlingsvejedningen foreskriver) så får man flere migrænedage.
Det er der ikke videnskabelig basis for. Det er en “bortforklaring” som oprindeligt havde til formål at sørge for, at patienterne ikke tog dyre triptaner i store mængder. Vi skal nemlig huske, at begrænsningerne i brugen af triptaner blev fastsat af amerikanske forsikringsselskaber – ikke af læger. Lægerne pyntede bare lidt på forsikringsselskabernes regler.
Hvor længe varer et migræneanfald
Så nej – der er ikke en regel for, hvor længe et migræneanfald varer. Men der er nogle hints.
Rigtig mange migræneanfald udløses af en trigger. Det kan være chokolade, et glas vin, en stærk ost og meget andet. Hvis man spiser stærk ost til morgenmad hver dag, er der er reel risiko for at få migræne hver dag. Eller hvis man snupper en stribe chokolade efter aftensmaden. Eller (nok den største synder) drikker en læskedrik med aspartam hver dag. Der er aspartam i de fleste læskedrikke. Og sødemidlet aspartam er en migrænetrigger.
Så lige for at sige dette kort: migrænen varer, indtil triggeren er ude af kroppen – uanset om triggeren er aspartam, stærk ost, chokolade eller mangt og meget mere. Her er kun nævnt de vigtigste triggere i dagligdagen.
Så kort sagt:
Hold lægen fast på, at du har RET til at få 18 doser triptan om måneden (hvis der ikke er særlige forhold som modsiger dette). Og der er IKKE grund til at være nervøs for at få medicininduceret migræne, hvis de 18 doser tages på 18 dage istedet for 2 doser på 9 dage.
Allerbedst ville det nok være, om grænsen på de 9 triptandage helt forsvandt. Men det er en anden historie.